Opsamling

At skrive en blog var ikke en nem opgave. For at være ærlig har jeg kæmpet mig igennem den. Jeg har det på den måde, at hvis jeg gør noget, vil jeg gerne gøre det rigtigt, men lige præcis det med at gøre det rigtige, var et problem, fordi jeg ikke vidste, hvad rigtig var.

Formål

Hvis jeg kigger på opgavens formål, og sammenligner det med de formål en blog kan have i en læringsmæssig sammenhæng nævnt i E-læring på Web 2.0, så tyder noget på, at ”kobling af uddannelsesfaglige emner og erfaring/viden fra andre sammenhænge” har været det afgørende her. Vi har skullet skrive om vores arbejdspraksis til medstuderende og undervisere. Udfordringen for mig har været i formuleringen ”reflekteres/formidles”, da jeg ser det som to forskellige processer:
  • Har jeg skullet reflektere over min arbejdspraksis igennem modulets faglige litteratur og vise/bevise at jeg har forstået det?
  • Har jeg skullet reflektere over min arbejdspraksis på en måde, så jeg har kunnet vise en klar kobling af MILs teori og min praksis?
  • Har jeg skullet reflektere over min arbejdspraksis og over de problemstillinger jeg møder, men ikke nødvendigvis relateret til de tre overordnet temaer, vi har diskuteret i opgaven 1? 
Eller
  • Har jeg blot skullet formidle mine erfaringer og de idéer jeg leger med, sådan at mine medstuderende har kunnet få indsigt i min arbejdspraksis?
Som jeg ser det, har refleksion (tanker, fortolkning, handling) og formidling (informations flow, beskrivelse) forskellige slutresultater. Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen omtaler lige præcis min frustration i deres bog E-læring på Web 2.0 (p. 75). 
Ydermere mangel på en fælles forståelse af, hvad refleksion er i denne sammenhæng (der findes ikke en eksplicit og ensartet forklaring på begrebet), har ikke gjort skriveprocessen nemmere. For mig personligt, vil det have været bedre at bruge tid på at diskutere sådan et nøglebegreb med hensyn til en blog og opgaven end på oprettelse af en blog under det første seminar i Aalborg. 

Målgruppen
Under det første seminar sagde underviserene selv, at vi var en meget blandet gruppe. Det har jeg tydeligt kunnet se i løbet af debatperioden, hvor dannelse og folkeskole har fyldt meget. De fleste af mine medstuderende er undervisere, som har deres arbejdspraksis i uddannelsesinstitutioner. Det gør det ikke værre, blot anderledes, men denne erkendelse har også resulteret i splittelse: skal jeg fokusere på min egen situation og mine egne interesser eller fokusere på de fælles og overordnede elementer, som findes i al praksis? Vælger man det sidste bliver min autentisitet som blogger ikke kompromitteret? Hvis jeg vælger det første, risikerer jeg så ikke at være helt alene med mine skriverier og uden modspil fra mine medstuderende?
For at komme tilbage til opgavens formål og refleksion, har mine medstuderende forventet lige så omfattende og dybe refleksioner af mig som de selv har kunnet give i deres egenskab af at være undervisere? Jeg er tilbøjelig til at sige nej. Hvem er så i virkeligheden den reelle målgruppe: mine medstuderende eller vores undervisere?

Erkendelse
Hvis jeg ser bort fra alle de overfor nævnte usikkerheder, kan jeg godt se potentialet i at bruge blog som formidlings- og refleksionsværktøj. Bloggen som Web 2.0 værktøj tilbyder alle de nødvendige funktionaliteter til at fremme videndeling og dialog. Den skriftlige form er i sin essens med til at øge ”refleksive metakompetencer” (E-læring på Web 2.0, p. 71).
Omdrejningspunktet er bloggen dvs. mig. Når Dewey omtaler refleksion, nævner han disse personlige holdninger: ”wholeheartedness”, ”directness”, ”openmindness” og ”responsibity”. Når jeg bare sidder og reflekterer, kommer der rigtig mange flere nuancer frem, end hvis jeg samtidig forsøger at nedfælde mine tanker på papir, og dermed ønsker at gøre dem tilgængelige for folk, jeg ikke kender. Præstationsangst, usikkerheden om at blive misforstået eller vise min uvidenhed kan give mig skrivekrampe. Desuden er mine didaktiske overvejelser og min arbejdspraksis meget forbundne med interne politikker, virksomhedens syn på læring og kompetenceudvikling, og intern kultur, og det har jeg svært ved at abstrahere fra. Her er et lille udklip af nogle tidligere refleksioner jeg har haft, men jeg har valgt ikke at dele:
  • Hvad nytter det at kunne diskutere de forskellige ikt læringsbegreber og teorien bag dem på Moodle, når der er så få, der taler samme ”læringssprog” på kontoret?
  • Hvad nytter det at tale om læring og kompetenceudvikling, osv., når fokus er på bundlinjen og på at præstere og de gode ideer om læring forbliver på tegnebrættet?
  • Hvad nytter det at tale om forskellige digitale værktøjer og deres brug i forskellige undervisningssammenhænge, når generel konsensus er, at PowerPoint and Skype (som webcast) er nok?
Når vi skriver om vores arbejdspraksis og gør dem tilgængelige for omverden og forventer respons og dialog, er vi da i gang med refleksion eller erfaringsudveksling? Eller er det to sider af samme sag?
Har jeg tænkt mig at fortsætte med at blogge? Det ved jeg ikke endnu, da jeg har flere spørgsmål end svar. Når frustrationerne har lagt sig, den kunstige situation forsvinder, min endelige målgruppe bliver afklaret (højst sandsynligt er det mine kolleger), vil jeg måske genoptage min blog. Indtil da har jeg bestemt tænkt mig at følge og kommentere på nogle af mine medstuderendes blogs for at samle mere erfaring med hensyn til MIL studiet og brugen af blog.
 

Kommentarer

  1. Kære Asta.
    Jeg synes, det har været rigtig spændende at følge din blog, og hvis du har svært ved at definere målgruppen, så skriv til mig :).
    Jeg tror, at vi på mange måder arbejder i samme type af virksomhed, og det gør en stor forskel at være privat ansat og skulle levere løsninger, der kan ses på bundlinjen.
    Må jeg invitere mig selv forbi og se, hvad du laver?
    Mange hilsner Camilla

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag